Dines Bogø: Dræbt af Gestapo?

44 Møde med brigadegeneralen Broch, Leifer og Finn Henriksen vil derfor skabe en organisa- tion, som kan samle de mennesker op der gerne vil slås, men ikke kan eller vil være med i Brigaden. De arbejder helt åbent. De fortæller Ebbe Munch og det svenske sikkerhedspo- liti, hvad de agter at gøre og hvorfor. De informerer også kon- tinuerligt den svenske hær. De svenske myndigheder mener ikke, at deres organisation er ulovlig eller farlig, tværtimod, den kan gøre gavn, så de får lov til at fortsætte. De tre mænd agter ikke at modarbejde Brigaden, de mener at deres frivillig-organisation skal komplettere og samarbejde med Brigaden. De ansøger derfor om et møde hos Brigadens chef i Sverige general Knudtzon. Det er søndag formiddag den 5. november 1944. En lille flok fra Dansk Studiegruppe banker på og kommer indenfor hos generalen. Kort efter går det op for Knudtzon, at den mand, som åbenbart har afvist at være hans adjudant, er med, nemlig Knud Broch. Så bliver de alle smidt ud med fynd og klem. Og hvem må få våben? Broch, Leifer og Henriksen sætter spørgsmålstegn ved Fri- hedsrådets legitimitet. Rådet er ikke folkevalgt. Frihedsrådet har derfor ikke ret til at bestemme, hvem der må gøre mod- stand mod tyskerne og hvem der ikke må. Frihedsrådet har altså heller ikke mandat til at afgøre, hvem der må få våben og hvem der ikke må få. For det er lige netop nu "den skæve våbenfordeling" be- gynder at blive tydelig. Masser af våben bliver købt i Sverige; de skal officielt til Schweiz, men bliver transporteret til Dan- mark. Her forsvinder de lige så stille for mange af de modstands- grupper der trænger mest til dem. Det er en gammel militær plan der nu træder i kraft. Militæret skal passivt vente på, at tyskerne skal give op. Derpå skal hæren så selv skabe sin egen lov og orden og få alle kommunister ud af verden. Medlemmerne i Dansk udenrigspolitisk Studiegruppe er alle af den overbevisning, at den kamp der gælder er: Danmarks befrielseskamp. Kampen for Danmarks befrielse er overord- net alt andet. De organiserer derfor i al hemmelighed også våben til Danmark. Lone, Leifer og Broch får et par forsen- delser af sted. Polakkerne er involveret i våbentransporten. De to fætre Der er mange flere, der også er engagerede i våbentranspor- ten, blandt andet to fætre. Den ene er Mogens Anton Hansen. I september 1944 bliver han sendt over til Sverige af Lucjan. Han får straks ansættelse på det polske konsulat med en må- nedsløn på 300 kroner. Dette efterår møder han Lone og Luc- jan, fortæller han mange år senere. Mogens Anton Hansens arbejde går ud på at være kon- taktmand mellem polakkerne i Stockholm og lederen af efter- retningsafdelingen i Studenternes Efterretningstjeneste. Den- ne leder er Hansens egen fætter, Helge Mogensen (med dæk- navnet "Fætter", dog ikke i familie med Lone). Helge Mogen- sen organiserer modtagelsen av våbnene på den danske side. Han arbejder tæt sammen med Lone og Lucjan lige til det sid- ste. Den kolde krig Den endelige årsag til at våbentransporten skal foregå i den dybeste hemmelighed er den, at den kolde krig nu er begyndt. I den kolde krig er Tyskland ikke længere Danmarks værste fjende. Det er Sovjetunionen. I oktober 1944 mister den polske eksilregering i London sin betydning. De allierede forhandler i stedet for med ledel- sen af den kommunistiske hær i Polen. Det er Stalin der styrer denne ny polske regering i Lublin. Lucjan Maslochas organisation har ikke længere internati- onal status, fordi ledelsen i London ikke længere er en rege- ring man regner med. Lucjan ved at de oplysninger, han sender til Malmø, lige så stille nu skal blive suget op af det svenske og danske efterret- ningssystem.