Badegæster i løkken

67 Badegæster i Løkken gennem 100 år sommerhuse, gerne i Jomfrubakkerne, da det var et godt sted for os med små børn. Der var også kort afstand til min mange- årige veninde, Elsebeth Munck i sommer- villaen Hepa, hvor hun har boet hver som- mer og gør det stadig. Børnene har altid syntes godt om det, og de har altid været med, indtil de kunne stå på egne ben. De havde også, nøjagtig som min mormor Ingeborg og også mig, tit besvær med hoste, bronkitis og lignende sygdomme og blev så godt som helbredt i den sunde Vesterhavsluft. Jeg har indtil dato haft stor tiltro til denne luft og det vidunderlige hav. Nu fortsætter traditionen, som mine bed- steforældre Ingeborg og Jens Rasmussen havde påbegyndt: Vi mødes alle i Løk- ken om sommeren og bliver et par dage, en uge eller fire uger, sådan som vi gør: Vore børn Nele og Helge kommer med de- res familier, mine »bonussønner« fra min mands første ægteskab kommer med de- res børn, og min danske kusine Lajla fra Aarhus kommer med sine børn og børne- børn. Og når de tyske og danske børn le- ger godt sammen, selv om de ikke forstår hinandens sprog, så ler mit hjerte, og jeg tænker på Elsebeth, som jeg heller ikke forstod i begyndelsen. Hun er naturligvis også i Løkken med sin store familie hver sommer sammen med venner, som kom- mer regelmæssigt. Så er der et »livligt so- cialt samvær«. På stranden møder man hele tiden kendte ansigter, og ofte snak- ker vi på dette vidunderlige »dansk-tyske blandingssprog«, som alle forstår, og hvor der ofte er en anledning til et grin – for eksempel når Elsebeth under middagen ganske alvorligt siger: »Denne fisk har ingen »Beine« – hun mente, at fisken ikke havde nogen »Gräten«. Så kan vi tyskere ikke spise mere, fordi vi er ved at dø af grin. Naturligvis har en fisk ingen menne- skeben. Hun mente, at fisken ikke havde nogen fiskeben. Og sådan er der mange eksempler. Jeg nyder dagene i Løkken hver gang og glæder mig allerede til næ- ste sommer. De seks børnebørn, som jeg har fået i mellemtiden, er nu den femte generation, som føler sig godt tilpas i Løkken, og for dem er det et must hver sommer at kom- me til Løkken på en uges ferie. I mellem- tiden bor vi alle på Magnus Christensens Vej, hvor der er mange huse. For til ferien hører også for børnebørnene, at vejen mel- lem de forskellige huse ikke er alt for lang, så man hurtigt kan besøge de andre på cy- kel for at lege, sludre hyggeligt eller spise. Jeg er meget lykkelig for, hvordan alt har udvikler sig og tænker i den forbindelse ofte på min mormor Ingeborg, der som 8 årig pige kom til Løkken i 1886 for igen at blive rask – og hende kan vi takke for det hele. Tusind tak, Momse!« Bisættelse af Grethe Richter med fiskerbåden Stjenen. Fra venstre: Jens Rasmussen, Birthe Richter, Dagmar Richter, Lajla Rasmussen, Arne Richter og fisker Iver Larsen. (Pri- vatfoto).