Emma Gad

sterne, særlig hvor disse er unge. Men selvfølgelig kan man ikke indbyde æl- dre Standspersoner til Aften, hvor An- dre har været hos En til Middag. Dette gælder dog ikke særlig festlige Lejligheder, hvor f. Eks. en berømt Udlænding fejres. En Slagskygge over enhver Sel- skabsliste er Pligtkontingentet til Fa- milien. I et Hus, hvor begge Ægtefæl- ler er rigeligt forsynet med Søstre, Svigerinder, Kusiner o. l. for ikke at tale om gifte Børn, og disse pligt- skyldigst skal med ved alle Lejlighe- der, nås der praktisk talt meget lidt ved hvert enkelt Selskab. Man kan skride til at afholde Familieselskaber, men de regarderes mindre, skønt de tilvisse koster Værten det samme. Under Sæsonens selskabelige Høj- tryk er det så godt som umuligt at få samlet de Mennesker, man ved Listens Affattelse mente vilde passe sammen. Derfor er den Kreds, som Vært og Værtinde vil komme til at modtage ved Indgangsdøren med et affabelt Smil, som oftest ganske forskellig fra den, de havde påtænkt. Naturligvis bør man så vidt muligt undgå at bede de Mennesker sammen, som man ved lever i Uvenskab, især i små Selskaber. løvrigt kan det underti- den gå overraskende godt, og et sådant tilfældigt Samvær kan lægge Spiren til en Forsoning. Meddelelsen til Betjeningen fordrer i ikke få Tilfælde lidt Mod. I meget gæstfrie Huse trættes Husassi- stenterne let af de mange Selskaber og det stærkt forøgede Arbejde, de med- fører, og modtager Meddelelsen om et nyt Foretagende med lidt sure Miner. Det kan foreslås at give dem et Ek- stra Vederlag, hvergang der er Selskab i Huset, ansat i Forhold til den lejede Hjælp. Betaling er altid et godt Middel til at klare Humøret.