Emma Gad

længe om at fortage sig. Man må hel- lere indbyde for mange end for få. Det er dog en Åreladning af værste Sort, og en lille Besparelse kan ikke opveje det Raseri, der rejser sig ved en Forbi- gåelse. Indbydelsen lyder på. at give Møde i Kirken med efterfølgende Festlighed i Hjemmet eller på et offentligt Sted, hvilket sidste efterhånden i Bylivet er blevet det almindeligste, da Pladsfor- holdene lægger Hindringer i Vejen for store Sammenkomster i Hjemmene. Et slemt Udslag af Påtrængenhed og Taktløshed hos den Del af den kvinde- lige Befolkning, der ikke har anden Beskæftigelse end at skaffe sig gratis Fornøjelser, er det at trænge sig frem for at overvære ganske fremmede Menneskers Kirkebryllup. Hensigten er vel hovedsagelig den at stirre på Brudens og de øvrige Damers Toilet- ter, og synes derfor i kun ringe Grad at have Føling med de Stemninger, der skulde drage Mennesker til et Guds- hus. Ved store Bryllupper, hvor en Sen- sation af denne Art kan ventes, må det desværre derfor tilrådes at udstede Kort for at undgå Trængsel. Man må ved et Kirkebryllup lægge sig på Sinde at komme i rette Tid, da hele Brudefølget må være forsamlet før Brudens Ankomst, og modtages af Brudgommen, der med sin Forlover kommer først til Stede. Kirkebetjenin- gen placerer Brudefølget efter Gæster- nes Forhold til Brudeparret, og Køn- nene er adskilte, en lidt mærkelig Skik netop ved denne Anledning. Bryllupsfest En vanskelig selskabelig Opgave stil- les Brudens Forældre ved Placering af Gæsterne ved et stort Bryllup. Van- skeligheden ligger i, at Medlemmerne og de nære Venner af de to Familier som oftest ikke alene er hverandre