Emma Gad

sig lydløst uden at tage Afsked med Andre. Når en fejret udøvende Kunstner er til Stede i et Selskab, er det heldigst at betragte ham eller hende som en Gæst som enhver anden og ikke presse ham til at optræde, medmindre en tilfældig Vending i Samtalen gør en Henstilling ganske naturlig. Hvis den Pågældende derimod selv tilbyder det, tager man med Taknem- lighed derimod. Kortspil er i nogle Perioder et meget yndet Tidsfordriv i Selskabslivet, i andre er det mindre påagtet. Det er en Adspre- delse, der særlig egner sig for de Æl- dre, for hvem det tidt er meget kærkomment at kunne sætte sig til et Spillebord. I Huse, hvor der spilles, må Kort, Bøger, Jettons og alt andet Tilbehør være i fuldstændig Orden på Forhånd. Værten byder ved et Selskab Kort rundt, men kan ikke selv spille med, såfremt der er Gæster, som ikke spil- ler. Det samme gælder Værtinden. Selv om hun med Iver dyrker Kortspil, må hun ofre sig for at underholde de underlig uensartede selskabelige Ele- menter, der i stærkt kortspillende Huse bliver tilbage i Dagligstuen, Hustruer, der har bridgedyrkende Mænd, og Herrer, hvis Fruer ikke kan blive fær- dige med de uendelige Rubbere - disse få Usalige, der ser i illustrerede Hefter og Albumer og synes, at Timerne al- drig får Ende. Før man sætter sig til Spillebordet, afgøres det, hvor højt man spiller. En af de Spillende kan ikke godt foreslå en højere Sats end den, der er Stem- ning for, men altid en lavere. Kortspillere føler sig ofte ilde berør- te ved, at Ikke Spillende stiller sig bag deres Stol for at betragte Chancerne.