Emma Gad

Sjette Afsnit: Omgangstone og Samtale At have et indtagende Væsen tør vel nok siges at være en af de Naturens Gaver, der bringer de største Fordele. Det Medfødte er her det mest afgøren- de, men naturligvis kan man også selv bidrage ikke så lidt til at virke behage- ligt på sine Omgivelser ved at stræbe at iagttage alle de Småhensyn, der med Rette eller Urette har fået Hævd i Omgangstonen, og ved at studere sig selv og sine Medmennesker en Smule. Først og fremmest bør man gå ud fra, at Høflighed er så noget nær det stærkeste Våben, man kan have i Hænde. Jo mere Uhøflighed man møder hos en Modpart, jo stærkere står man, når man selv er fuldt ud hø- flig. Ikke alene handler man rigtigt der- ved, men det er ubetinget behageligst for En selv. Hvis man er et blot nogen- lunde fintfølende Menneske, kan selv en lille Hensynsløshed, som man har gjort sig skyldig i, på den mærkeligste Måde nage En og atter og atter komme igen i Ens Bevidsthed. Hvis De har handlet ukærligt eller blot været mindre høflig mod En eller Anden, bær da ikke Nag til Vedkom- mende derfor, hvilket desværre er det almindelige. Vær da højmodig nok til at gøre en Undskyldning. Den, der kan det, har en Rigdom i Sjælen, som Intet og Ingen kan berøve En. Vær overhovedet ikke bange for at indrømme, at De har haft Uret, hvis De inderst inde føler, at således er det. De allerfleste store Fjendskaber har udviklet sig af tåbeligt Rethaveri og Mangel på Evne til at se Sagen også fra Modpartens Synspunkt. Intet afvæbner i højere Grad Vrede end en fremstrakt Hånd i Forbindelse