Emma Gad

for Hjemmet og afstedkommer Uskik- ken med Kælenavne. Er Barnets Døbenavn efter mange Overvejelser omsider fastslået, skal det afgøres, hvem der skal vælges til Faddere. Almindeligvis bærer den unge Kones Moder sin Datters første Barn over Dåben og Farmoderen det næste. En ugift Pårørende eller Venin- de "holder Huen" som det på gammel- dags Vis endnu kaldes, og af de mand- lige Faddere vælges med Omhu de På- rørende til Gudfædre, der kan tænkes at ville have Interesse ikke alene for Barnets åndelige men også timelige Vel. Det Spørgsmål: "Skal det være Ske eller Bæger" fremsat af en ugift Broder på en Anmodning om at være Fadder til et nyfødt Vidunder, falder ikke mere i god Jord. En grå Sparekas- sebog med et klækkeligt Indhold som Begyndelse på et Livs Liggendefæ vil langt blive foretrukket. Den Skik at Fadderne "gav på Vug- gen" en ret klækkelig Gave til Am- men, er vist i det mindste i Byerne, ved at falde bort, da Barnets første Pleje nu nærmest er gået over til Sy- geplejersker samt til et Flaskebatteri med lunken Mælk. Fadderne giver til fastsat Tid Møde i Kirken, hvis ikke det er Hjemmedåb. Gudmoderen tager ved Kirkedøren imod sit Gudbarn og bærer det til Dø- befonden ledsaget af de andre Fad- dere. Den Sammenspisning som uundgåe- ligt finder Sted efter den højtidelige Handling, indskrænker sig i vore Dage ofte til en Frokost i de lykkelige unge Forældres Hjem, men i lidt større For- hold bliver det sædvanligvis til en Middag, især når det gælder den Førstefødte. Ofte en drøj Dag for den unge Moder, endnu lidt svag efter Fødslen, at skulle sørge for det pyn- tede Barn og hvad dertil hører, og der- efter en efter det unge Hjems Forhold splendid Middag.