Emma Gad

som hørende til en Enhed, der bør hol- de sammen under Mærket af de Min- der, som de Gamles Nærværelse frem- maner. JULEN er en Ting, som Folk i de elleve Måne- der af Året ikke skænker en Tanke el- ler højst er enige om, er en meget be- sværlig Ting, men som den tolvte rej- ser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om. Grunden dertil er naturligvis den, at Julen endog fra Hedenskabets Tid er Nordboernes største Fest, så at ethvert Forsøg på at afskaffe selv dens uheldi- ge Egenskaber, såsom Udvekslingen af Gaver, vil falde frugtesløst ud, sær- lig, fordi Børnene har bemægtiget sig den. Julegaver Allerede i November begynder de kære Små at lade Vink falde om, hvad de kan tænke sig at ville modtage, og inden Juleaften er nået, er Gavelavi- nen svulmet op til en tordnende finan- siel Katastrofe i mange Huse. Spørgs- målet vil for de Flestes Vedkommende være: Hvem skal man give Gaver? Det vil naturligvis afhænge af Tempera- ment og Familietradition og særlig af, hvor mange Gaver, man selv får. I fornuftigere Kredse har dog Uri- meligheden ved, at voksne Mennesker giver hverandre Overraskelsesgaver, gjort sig så vidt gældende, at man ind- skrænker sig til Bagateller og spøge- fulde Ting, og man må håbe, at denne Opfattelse vil brede sig, hvor meget end de Handlende anstrenger sig for at holde Skikken vedlige. De bør ikke give Den, hvis Smag og Vaner De ikke nøje kender, en Gen- stand af speciel Art eller af stort Om- fang. En uhyre Majolikavase, man ikke har Plads til, er slem at få til Huse, hvorimod et Silkesjal eller et Par Hansker, der lægges i en Skuffe, aldrig kan genere.