Emma Gad

udviklet til gensidigt Had, og den an- den, der hovedsagelig mest foreligger i Teorien, hvor der ikke er Spor af Uvilje til Stede, og hvor kun Forskel- lighed i Livssyn eller en ny Følelses Opståen har bevirket, at et Ophør af Samlivet fandtes heldigst for Sagernes Udvikling, men hvor noget Samkvem og en Omgang i det Stille ikke er ude- lukket. Det er ikke let at fastslå, hvil- ket af de to Forhold er det mindst van- skelige, selskabeligt set, for de Pågæl- dende og deres Nærmeste. I så nære Forhold som mellem Ægtefæller, selv efter Ægteskabets Opløsning, indtræf- fer der altid Tilfælde, hvor det for den Ene er umuligt at se bort fra den An- dens Eksistens, særlig ved Livets Høj- tider, og hvor de da må træffe sam- men, hvor dybt end Naget sidder. Og hvorledes man end bærer sig ad, kommer der let et vist latterligt Skær over for stærk Familiaritet imellem Fraskilte, når f. Eks. en Mand stadig ses at optræde mellem to Koner, eller en meget skilt Frue holder Omgang gående med flere af sine Ægtemænd. Da dette uomtvisteligt er af en lidt komisk Virkning og giver et vist mormonagtigt Sving, bør det vist tilrå- des at indskrænke Omgangen med sin forhenværende Ægtefælle så meget, at den ikke vækker offentlig Opmærk- somhed. Ved et Ægteskabs Opløsning begyn- der det sædvanligvis med at ulme så småt. De dermed følgende Opgør bor holdes så lidet stormfulde som muligt. Fremfor alt må der ved en afgørende Samtale mellem uenige Ægtefolk pas- ses på, at der ikke udtales Ting, som bliver siddende i Hjertet som en Brod, i hvert Fald ikke før enhver Tale om Forsoning er opgivet. Og selv da bør de stridende Parter aldrig forglemme sig så stærkt, at de ser bort fra Hensy- net til Velanstændighed og Takt.