Emma Gad

at de vil tilstræbe en retfærdig og pas- sende Ordning. HENSYNSFORHOLD MELLEM FRASKILTE Hvor fjendtligt end Forholdet har udviklet sig, bør en ydre Høflighed al- tid senere i Livet gøre sig gældende. Ikke at hilse hinanden på Gaden eller ikke at ville modtage den Andens Hilsen er således et Tegn på svigtende Velopdragenhed, ligesom man bør kunne veksle nogle Ord, når man til- fældigvis træffes. Ved alvorlig Sygdom vil det være heldigt, om den anden Part viser Del- tagelse, selv om det naturligvis van- skeliggøres, hvis nyt Ægteskab har fundet Sted. Det må da helst gå gen- nem en fælles Ven, eller en Slægtning, der står Begge nær. Alvorligere bliver Forlegenheden ifølge selve Sagens Natur ved den fra- skilte Ægtefælles Død og Begravelse. På den ene Side vil der opstå den Fø- lelse, at Døden udsletter al Uret og Strid, og at det kun vil være en Tribut til forrige Tiders Kærlighed, at gå til Begravelsen. Dette er smukt i Teorien, men kan let falde en Smule komisk ud i Prak- sis. Det er ikke så vanskeligt, hvor begge de forhenværende Ægtefæller på det Tidspunkt er ugifte. Man kan da blot gå hen og anbringe sig på en lidet opsigtvækkende Plads. Værre er det, når man selv, eller den Hensovede eller begge to er forsynet med en ny Ægtefælle. Da man ikke godt kan gå til sin forhenværende Æg- tefælles Begravelse i Selskab med den nuværende, har man allerede Vanske- lighed ved Bortgangen fra Hjemmet. Klædt i demonstrativt Sort, som man nødvenvis må til en Begravelse, kan man i heldigste Tilfælde kun opnå en- ten at vække Munterhed hos sin nuvæ- rende Mand eller Kone eller risikere at