Emma Gad

det er vanskeligt at drøfte Æmnet i den lyse Tone, som man helst vil anslå. DØDSFALD Når ingen Redning har været mulig, og Døden er indtrådt, da træder, sam- men med Sorgen og den aldrig udebli- vende Nerveslappelse hos de Efterle- vende, en lang Række ydre Formalite- ter til, ganske fraregnet Bladannoncer- ne og Forberedelserne til Begravelsen, som sædvanligvis overlades til en Be- demand. De Nærmeste skal under- rettes om Dødsfaldet, de Nærboende pr. Telefon, de Fraværende pr. Tele- gram eller Brev. Sørgeklæder skal skaffes, deltagende Besøgende strøm- mer ind, Alle lidt agtpågivende over- for "hvordan man tager det", og i man- ge Tilfælde ringer Pressen op for at få Meddelelser. Altsammen ret besvær- ligt og angribende, men måske dette udenoms hjælper de virkelig Bedrøve- de over den første Sørgetids frygtelige Chok og gør den til Sorgens Festdage, mens Savnet først egentlig tager fat ef- ter Begravelsen sammen med det grå Dagligliv. Bekendtgørelse. Gør ikke en Døds- annonce i Bladene svulstig og højtra- vende og sæt ikke en lang Række Navne under den, hvis Slægtskabsfor- hold til den Henfarne ikke er til at hit- te Rede i. Når disse er særlig indvikle- de, vil "De Efterladte" være at fore- trække. Så snart man erfarer, at En, man holdt meget af, er død, bør man straks gå hen til de Efterlevende, hvis man står dem meget nær, eller også sende et Brev. Det er et kønt og som oftest velkom- ment Bevis på Deltagelse straks at sende Blomster til den Dødes Leje og på den Måde komme Begravelses- dagens uhyre Blomstermængde i For- købet.