Emma Gad

Alle vil gerne smykke et Dødsleje med al den Skønhed, der kan tilveje- bringes. Når den Afdøde føres bort er vel nok den Stund, der er den sværeste at komme over for de Efter- ladte. Det bliver mere og mere Brug at gøre det til en lille privat Sørgefest i Hjemmet ved at underrette nære Slægtninge og Venner om Tidspunk- tet. De Fleste giver da Møde, hvis det er dem muligt. Den Afdødes Ægtefæl- le, Fader eller Søn siger da som Regel nogle Afskedsord og undertiden syn- ges en Salme. De Allernærmeste følger da efter Rustvognen til Kapellet tilfods eller tilvogns. BEGRAVELSE I gamle Dage gik Damer ikke med til Begravelser, men denne Skik er for- svundet sammen med så mange andre Urimeligheder. Når Damer har kendt og skattet den Afdøde, er det naturligt at vise ham el- ler hende den sidste Ære, men det må stærkt fordømmes at betragte en Be- gravelse som et gratis Skuespil, som det kun altfor ofte sker ved celebre Dødsfald, der drager en stor Jordefærd efter sig med Kirkemusik, Faneopstil- ling o. l. Fremmede og Uvedkommen- de burde have så megen Agtelse for Døden, at de holder sig borte. Trængsel af nysgerrige Uvedkommen- de ved en Begravelse er noget af det mest uskønne i Samfundslivet og en Forhånelse mod de Efterlevendes Sorg. Det bruges så godt som altid, at de nærmeste mandlige Slægtninge står opstillet ved Kirkedøren og bringer alle de Udgående en Tak for Tilstede- værelsen ved et Håndtryk.