Emma Gad

Det kunde måske tilrådes for dem, der ikke holder af denne Skik, at lade fremlægge en Liste, på hvilken man kan skrive sit Navn. Kranse Spørgsmålet er, hvor nær man skal have stået den Afdøde, eller hvor nøje man skal kende de Efterladte for at have Pligt eller Adkomst til at sende Krans til en Begravelse. At dømme ef- ter Antallet af Kranse ved de fleste Begravelser, spørges der overhovedet ikke. Man har Indtryk af, at blot man har set et Menneske og været i en Smule Ordveksling med Vedkommen- de, sender man en Krans, som knap ses på, smides på Kirkegulvet og læs- ses på en Arbejdsvogn ud til Kirkegår- den sammen med de Hundreder andre. Man kan ikke sige: Lad være, for Skikken at forskønne Dødens Gru med Blomster er smuk, men den har vel nok antaget for vidtstrakt et Omfang. Når man er kommen i et Hus, bør man sende en Krans, selv om det lig- ger længere Tid tilbage. Når man slet ikke har kendt den Af- døde, men kender de Efterladte nøje, kan man naturligvis for deres Skyld sende en Krans, men det er ikke nød- vendigt, og man kan nøjes med at vise sig ved Begravelsen. Man bør ved at sende en Krans til sin fraskilte Ægtefælles Båre give et Vidnesbyrd om, at Døden udsletter alle Tvistemål. Man bør være særlig nøjeregnende med at sende Krans, når det gælder et Dødsfald blandt de Små og Glemte i Samfundet. Denne Opmærksomhed vil altid blive modtaget med Erkendt- lighed af deres Efterlevende. Kapelbegravelse Ved Begravelser i Kirkegårdenes Kapeller, som jo nu er de almindelig-