Emma Gad

ste, er det Skik, at det hele ofte talrige Følge går med hen til Graven for at være Vidne til Jordpåkastelsen. Dette burde ikke finde Sted, særlig i den kolde og våde Vinterårstid. Man kan meget vel ønske at hædre den Afdøde og de Efterladte ved at komme til Stede ved hørgehøjtiden uden at finde det nødvendigt at følge med ud til Graven, hvilket i Virkeligheden kun kan påhvile de Nærmeste. Det må tilrådes, at Disse, ligesom ved en Kirkebegravelse, hilser på de Tilstedeværende ved Udgangen af Ka- pellet og lader Enhver afgøre, hvorvidt han ønsker at udstrække Høfligheden videre. En smuk Skik er det, at en Kreds af dem, der har stået i Taknemligheds- eller Arbejdsforhold til den Afdøde, på Forhånd samler sig om at ville bære Kisten ud af Kirken eller Kapellet. En af de Pågældende angiver da dette på Forhånd organiserede Forehavende for de Nærmeste, som da overlader til Graveren at ordne det Fornødne. Hvis man står på en lidt usikker Fod med den sørgende Familie, f. Eks. som ikke rigtig accepteret Frier, er det et godt Middel til at fastslå sin Position, ved en sådan Udbæring at ile til og be- mægtige sig en Plads ved Kisten. Situ- ationen synes dermed givet for alle Tilstedeværende. Gravøl Endnu opretholdes i mange Kredse den Skik, at der af de Efterladte ind- tages et stort Måltid i Fællesskab på Begravelsesdagen. På Landet kan det måske på Grund af de lange Distancer have sin Begrundelse, men i Byfor- hold virker det ikke tiltalende. Sorg passer ikke til en duftende Steg og klirrende Glas. Det er under et så- dant Sørgemåltid vanskeligt at opret- holde den til Anledningen passende al- vorlige Stemning, der bedre kommer