Emma Gad

uvenlig imod dem, det være sig en seksårig Skolekammerat eller en bedaget Olding. Alle bør føle sig vel- komne ved Husets Arne, når de står En af Beboerne nær. Der skal Talent til alt her i Verden, også til at være Ven på rette Måde. Det er nemlig ikke gjort alene med at pleje Omgang, det vil sige veksle Ind- bydelser med sine Venner. Man skal leve med i deres Glæder og Sorger, tage Del i deres Ængstelse ved Syg- domstilfælde, deres Feber ved Børns Eksaminer, deres Forhåbninger ved de Unges Giftermål o. l. Man skal føle sammen med dem. Denne Evne for Venskab er undertiden medfødt, oftere ikke. Men man bør fremelske den hos sine Børn, så vidt man formår det. In- gen indre Glæde vil kunne være større for dem senere i Livet end at kunne føle denne Meddelagtighed i sine Ven- ners Ve og Vel. Uvenskaber vil naturligvis indtræffe af og til, i Særdeleshed hvor man hol- der meget af hinanden og tager sig små Uvenligheder og Hensynsløshe- der nær, men man bør da ikke fæste sig for stærkt ved dem og ikke tage i Betænkning at række Hånden ud til Forsoning. Gå ikke letsindigt løs på vanskelige Eksperimenter, der let kan fore til Sammenstød, såsom at rejse sammen, føre Hus sammen, leje en Sommerbo- lig til Venner, låne dem et Sommerkø- retøj, betro dem en elsket Hund eller Papegøje o. l. De vanskelige Ting, der ikke kan undgås, som f. Eks. at arve sammen eller få en Datter gift med en labanagtig Søn af gode Venner m. m. kan være mere end tilstrækkeligt som prøvesten. Når imidlertid Mennesker ikke er bedre, end at de bliver Uvenner, da bør dette antage så lidet demonstrative Former som muligt. Det er uklædeligt