Emma Gad

Hvis Nogen ved Tidernes Ugunst skylder Dem Penge, så vej enhver Be- mærkning, som kunde indeholde en Hentydning til, at De tænker på Gæl- den. Det uskyldigste Ord kan bibringe et giftigt Stik, som aldrig glemmes. Lad Dem ikke altfor let forlede til at være Garant. Intet Hverv er utaknem- ligere. Der er Ingen, der takker Dem for det, og De løber ligefuldt den Risi- ko at måtte af med Deres Penge. Hvor hjælpsom De end er, vær alligevel ikke for ivrig efter at tilbyde at lægge ud. Hvis man ikke påtaler det, får man aldrig sine Penge igen, og siger man noget, får man Skyld for Nærighed. I hvert Fald får man ingen Tak. Se ven- lig ud, og lad de Andre om Udlægget. Vær varsom, når De har mistet Pen- ge eller Værdigenstande, med at mistænke Nogen for at have tilegnet sig dem, enten blandt Deres daglige Omgivelser eller tilfældigt tilkomne Personer. Og hvis De ikke kan udeluk- ke en sådan Mistanke, gem den da godt hos Dem selv, indtil noget mere faktisk foreligger. Man tør vist trygt sige, at intet virker mere fornærmeligt end uforskyldt at få en sådan Mistanke rettet mod sig. Det tilgives aldrig og bør ikke tilgives. Den letsindige Raskhed, hvormed det daglig sker, bidrager ikke lidet til at udså en vis Bitterhed i den retskafne, arbejdende Klasse mod dem, der er anderledes stillet og dog behandler Medmenneskers mere ublide Kår på en krænkende Vis. Når en Brillant- brosche er forsvundet fra en Skuffe, tænkes og siges øjeblikkelig: Hvem har været her? Ikke andre end Madam Thomsen, Rengøringskonen. Spørg i Køkkenet, om hun - eller noget i den Retning. Og så findes Broschen i man- ge Tilfælde i en anden Skuffe eller på Politikamret som tabt på Koncert. Men Madam Thomsen, hvis hun har fået det at vide, hvad så?