Eneboeren

41 Eneboeren i Furreby og den rige guldvarefabrikant fra København Badegæsterne Badegæsterne, som på det tidspunkt var begyndt at komme til Løkken hver som- mer, opdagede den faldefærdige gamle rønne i Furreby. De kom for at beskue Søt- trups særprægede bolig og få en snak med originalen, som de så gerne gav en skil- ling. Af og til var han borte, når der kom gæster, og det ærgrede ham. Men han var så meget forretningsmand, at han hurtigt fandt på råd. Der blev hængt en blikdåse op på døren, og på en seddel stod der, at heri kunne der lægges bidrag. Efter sigen- de kom der en del penge i bøssen. En af badegæsterne var guldvarefabri- kant Harald Fischer fra København. Han byggede i 1917 sommervillaen Strandbo- hus og blev næsten nabo med Søttrup, som han var kommet til at holde meget af. De talte ofte sammen, og de tog også sam- men på havet for at fiske. Med tiden faldt ruinen, som Søttrups hus var, helt sammen om ørerne på ham. Han spurgte da Harald Fischer, om han måtte grave en hule i klitten ved hans vil- la, hvor han kunne bo. Niels gjorde mange forsøg på at grave i Furreby Klit, men hver dags arbejde blev ødelagt om natten, ikke af trolde, som nogle troede på i Furreby, men af Løkkens ungdom, som havde en trang til ødelæggelse. Om der til sidst blev lavet en hule i klit- ten, han boede i, til sidst, vides ikke, men det faldt Harald Fischer for brystet, at en god ven skulle bo så dårligt. Fischer vil bygge alderdomshjem En dag, da den 75-årige Søttrup var på ar- bejde, beskæftiget med at slå græs langs en grøft, faldt han om ramt af et slagtil- fælde. Da han boede alene og meget pri- mitivt, blev han bragt på fattiggården. Det varede dog ikke længe, inden han var på benene igen. Han fortalte Harald Fischer, at han var meget nedslået, da han synes, at det, der var overgået ham, havde sat en plet på ham – han, som alle dage havde kunnet klare sig selv. Det gik Harald Fischer og tænkte på i nogle dage og besluttede så, at han ville bygge et alderdomshjem og for- ære det til sognet, hvis befolkning han var kommet til at holde af. Men det var faktisk for, at hans ven Niels Søttrup kunne få et sted at bo. Harald Fischer byggede alder- domshjemmet og betingede sig, at Søttrup skulle være blandt hjemmets første bebo- ere. Søttrup kom ikke på alderdomshjemmet Søttrup blev dog med tiden så syg, at han ikke kunne sørge for sig selv. Han havde længe haft en kamp med sognerådet, idet dette ville have ham på fattiggården i Skøttrup. Det havde han heller ikke no- get imod, men problemet var, at han ikke kunne få sin trofaste følgesvend, hunden, med sig. Det stred imod ordensreglerne, og så skulle han absolut ikke til Skøttrup. Men sygdommen og sognerådet blev de stærkeste. Hunden måtte lade livet, og berøvet sin trofaste følgesvend blev den grædende Søttrup kørt på fattiggården. Hans hule i klitten blev jævnet med jor- den. Desværre nåede Søttrup ikke at flytte ind på alderdomshjemmet Aldershvile, der blev indviet den 20. juli 1920, idet han døde kort et lille års tid forinden, den 23. november 1919. Men han fulgte stolt med i byggeperioden og deltog også i rejsegildet sammen med sognerådsmedlemmerne og andre på egnen.