Troldfolket i Furreny

2 I 1801 flyttede Henrich Thomsen hjem til Furreby og overtog gården, da broderen Peder døde. Hans hustru, Karen Kirstine Hansdatter, var en rigtig københavner og meget rap i munden. Hun påstod at være i familie med kongehuset. Hendes barnebarn blev derfor opkaldt efter enkedronning Juliane Marie, som var dronning af Danmark og Norge i sidste halvdel af 1700-tallet. Karen Kirstine fødte en søn, Thomas Sørensen Henriksen, i år 1800. Thomas Sørensen Henriksen fik sikkert overdraget gården i 1824 fra sine forældre, da han blev gift med Birthe Andersdatter, som også var født i Furreby. Moderen, Karen Kirstine Hansdatter, boede på gården, indtil hun døde, 79 år gammel, den 8. november 1840. Thomas Sørensen Henriksen og Birthe Andersdatter fik fem børn. Førstefødte Karen Kirstine, født i 1829, blev opkaldt efter sin farmor. Barn nr. to, Juliane Marie, født i 1831, blev jo opkaldt efter enkedronningen. Derefter kom de to sønner, Henrik, født i 1833, men han døde som barn, og Peder, født i 1835. Til sidst en lillesøster, Kirstine, født i 1840. Alle var de født på gården og hævdede naturligvis, at de var af kongelig byrd, som deres farmor havde fortalt dem. Om slægtskabets art oplyste familien intet, men i mere end 100 år bevarede den en slags forbindelse til kongehuset. Flere af de danske konger forlystede sig kraftigt, åbenlyst og resultatrigt med kvinder af folket, så det kunne ikke benægtes, at de tre søskendes påstand om at være af kongelig byrd kunne være rigtig. Det fortælles blandt andet om Christian den 8., at han havde 10 uægte børn. Sønnen Pier, Peder, overtog slægtsgården med 10 skp. hartkorn efter forældrene, og to af hans søstre, Karen Kirstine og Juliane Marie, boede sammen med ham som husbestyrerinder på den lille gård, som havde sammenbygget stuehus og stald fra 1500- tallet med en lille fritliggende lade fra 1700-tallet. Fyrsteligt boede familien Thomsen dog ikke. Laden var god nok, den var jo knap 100 år gammel og meget solid. Men det 300-årige stuehus og stalden trodsede enhver beskrivelse. Den østre ende lå helt nede på jorden. Taget var sønderrevet og murene blæst omkuld. Sten, ler, træstumper og gammelt tag var sammenblandet og gav indtryk af en ubeboet ruin. Store åbninger ind til loftet og stuerne forstærkede dette indtryk. Op af ruinen rejste sig den vestre ende sig, ikke knejsende, men halvvejs på knæ. De klinede lervægge bugtede sig ud og ind. På nordsiden var der en luge og en lav dør, delt i to halvdele. Sydsiden havde et enkelt staldvindue med to snavsede ruder, og mange andre ruder var erstattet med en klud eller et stykke træ. Her i denne mørke og vaklende ende mod vest boede de tre søskende. Deres kongelige slægtninge havde lovet dem et nyt hus, men det var ikke vedtaget af Rigsdagen endnu, bedyrede Pier, og det kunne også godt vente en stund, for det var et godt hus, det gamle.