Troldfolket i Furreny

4 Det eneste emne, de tre søskende ikke berørte, var det religiøse. Når der var folketælling, og der blev spurgt, hvilken tro de tilhørte, svor Karen Kirstine: ”Vi er satan gaalemæ lutheranere!” Kirken gik de aldrig i, og kirkegården gik de i en bue udenom af frygt for korsene. Da Karen Kirstine døde i 1899 som den første af de tre søskende, foregik begravelsen i stilhed, men dog på kirkegården. Seks personer var tilsagt som ligbærere; de løftede kisten fra vognen og hen til graven. Pier var eneste følge, iført arbejdstøj og træsko. Der var intet gravøl eller sammenkomst, men hun skildres som et ualmindelig godt menneske. ”Det var satan tordne mig en sørgelig begravelse”, sagde Pier senere, ”vor kat græd sig ihjel af sorg”. Furreby Kirke, hvor de tre gamle særlinge ligger begravet. Billedet er tegnet af Robert Skeel-Gerhardt, søn af strandkontrolløren, som besøgte Pier og Juliane Marie Nogle gange lod Pier både hofnyhederne og de uden- og indenrigspolitiske nyheder ligge og åbnede op for det, som lå ham mest på sinde. Han og hans søstre var forfulgt af onde ånder, djævle og al anden trolddom. Bage kunne de ikke, for dejen løb sammen, fordi den var forhekset. Brygge øl kunne de heller ikke, for øllet ville ikke ud af tappen på ankeret. Der var ikke åbning nok, selv om man kunne sætte en arm ind i spunshullet lige til skulderen. Øllet ville ikke ud, det var fortryllet. Det samme gjaldt kipkalven, den var velskabt i alle henseende, den manglede hverken det ene eller andet, men drikke ville den ikke. Karen Kirstine stak fingrene i munden på den, og den suttede energisk, men vand og mælk afskyede den. Det stakkels dyr blev magrere og magrere, og til sidst måtte det slagtes. Ved slagtningen kom kniven til at skære et par korslignende streger i dyrets hjerte, og så måtte kødet kasseres.