Troldfolket i Furreny

5 En dag kikkede Christen Larsen på Overgård ind ad fåresti-døren, og dagen efter døde lammet. Naboen Simon standsede et par minutter på deres rugmark, og straks visnede kornet. Hjemme sad Larsen-ledet på Overgård og trak, i flere hundrede meters afstand, mælken ud af patterne på deres køer, så der ikke kom noget i mælkespanden. Peter Larsen-Ledet stjal på lignende vis deres tørv. De løb langs røde tråde fra Pier Thomsens loft til loftet på Overgård. Og hvad værre var, så gik det også ud over de tre søskende; de fik også naboernes heksekunster at mærke. Strandfogden pattede hver nat Juliane Marie, og Wolle vejmand prikkede og stak og bed hende i lårene. Lignende angreb var Karen Kirstine og Peder udsat for. De tre søskende lagde ikke skjul på, hvem heksene og troldene var, og nævnte dem ved navn. På trods af det kom de godt ud af det med naboerne. Disse tog ikke al deres trolddomssnak særlig højtideligt, skønt de tre søskende troede på, at alle i landsbyen kunne hekse. Specielt højskolefolkene skulle man vare sig for, de opflammede gennem dertil anskaffede bøger til trolddom og hekseri. Allerværst var lærere, præster, jordemødre og andre embedsmænd. Blev en eller anden i landsbyen syg, havde Pier en forklaring på hånden. Det var straf for hekseriet. Nogle gange, sukkede Pier, var det så kun folk fra sognet, der gjorde dem fortræd. Desværre var det også mennesker fra alle kanter af landet, ja, fra hele verden, der var sammenknyttet ved slægtskab, venskab og hemmelige foreninger. Når han sagde det, flammede hans øjne vildt, og han fortsatte: ”Men der kommer en hævnens dag, med retsproces, dødsstraf og store skadeserstatninger”. ”Gudskelov”, sagde han trøstende ind i mellem, ”der er også nogle hjælpsomme folk. Der er ham, a går på havet med. Når vi er ene ude, fortæller han mig alting, hvilke planer der nu er lagt og af hvem. Jo, han er en rigtig rar mand. Den slags skulle der være nogle flere af”. De tre søskende forklarede, at hekseriet havde varet, så længe de havde levet, og at deres forældre også var plaget af det før dem, men holdt det skjult. At forældrene holdt det skjult, var rigtigt nok. De var nemlig i enhver henseende som andre mennesker. Karen Kirstine blev engang spurgt, om ikke de havde søgt råd og hjælp mod hekseriet. ”Ja, satan tordne mig”, sagde hun. ”Først søgte vi Jacob Kræmmer, så Maren Kusk og omsider slagter Jacobsen, men det hjalp sgu lige meget. Så gik vi til amtmand Wedellsborg og herredsfoged Lund og senere fuldmægtig Hou, som har trolddomssagerne under sig. Vi kunne fanden brække mig lige godt have spyttet i havet. Så prøvede vi pastor Malmstrøm, han ville ikke have noget med sagen at gøre. Så præsten i Vrensted, han lovede godt, men holdt skidt. Men til syvende og sidst gik vi til de klogeste doktorer i Danmark, kongen og Estrup, og da begyndte det satan gaalemæ at hjælpe. Piers lår var forhekset, men aldrig så snart kongen havde læst brevet, før det var kureret. Derovre har de bøger, hvor det hele er skrevet op. De kan straks se, hvem der er skyldige, og så kan de også jage det onde væk”. Men hvorfor jager de da ikke det hele væk, blev der spurgt? ”Det gør de satan gaalemæ også. Kongen havde lovet at befri os majdag i fjor. Det kom nu ikke til sæde. Han sagde, det var, fordi tidens fylde endnu ikke var inde. Men du kan den onde tordne mig tro, den kommer, og så får I alle den straf, I kan tilkomme”.