Troldfolket i Furreny

6 I 1867 anlagde Inger Aa, strandfogdens svigerinde, sag mod Juliane Marie. Denne havde sagt, at Inger havde foren slem sygdom på hende og søsteren, og det ville hun ikke have siddende på sig, hun ville renses for heksenavnet. Pier mødte i retten på søsterens vegne og krævede det halve sogn indstævnet som vidne på, at Inger var en heks. Inger stævnede den anden halvdel som vidne på, at hun ikke var det. Ingen husker, hvorledes denne Danmarks sidste hekseproces endte, og tingprotokollen indeholder kun et referat fra retsmøderne, ikke nogen dom. Så sagen må vel være blevet hævet. Efter denne episode, der i lange tider satte sognet på den anden ende, gik der 50 år, før nogen protesterede imod at blive beskyldt for trolddomskunster. Peter Larsen-Ledet, bror til forfatteren Lars Larsen-Ledet, opsøgte i sin ungdommelige iver Juliane. Han ville gøre hende opmærksom på, at han ikke forheksede hendes tørv til sig ad en rød tråd. Peder kom for at skælde Juliane ud, men det var ham, der blev skældt ud og dét efter alle kunstens regler. Så Peder gik slukøret hjem. Overgård hvor familien Larsen-Ledet boede. De havde kontakt med de gamle særlinge, som også beskyldte dem for at hekse Men en dag fik Juliane brug for ham til at pløje sine marker. Hun indfandt sig og bedyrede, at han altid havde været ”sont i tsjøn dreng”, og det havde Pier også sagt. Derfor havde Pier testamenteret ham en porcelænsfigur af en mand, som en af deres forfædre for 400 år siden havde hentet hjem fra England. Hun sagde også, at der ville ske ham en ulykke, hvis han skilte dig af med porcelænsmanden. Peter blev siden budt 500 kr. for figuren, men ønskede at beholde den som et historisk minde om sin hjembys tre besynderligste originaler. Juliane Marie var den af de tre søskende, som havde den nære kontakt med kongehuset. Hvert år foretog hun en rejse til København og besøgte sine slægtninge. Hun påstod at være indbudt af kongen. Der gik også ofte rapport om den fjerne landsbys store og små begivenheder til Amalienborg. Begge dele, både visitterne og brevene, blev betvivlet af Furrebys beboere. Rigtigheden af brevene blev i hvert fald bevidnet.