Troldfolket i Furreny

7 Da Pier og Karen Kirstine døde, og Juliane Marie var så affældig, at hun ikke længer kunne mestre pennen, fungerede Lars Larsen-Ledets mor, Tine Ledet, som sekretær. Juliane dikterede, og fru Ledet nedskrev ikke så få både underdanige og fortrolige breve til kongen, først til Frederik den 8. og senere til Christian den 10. Hvad rejserne angår, er det rigtigt, at Juliane af og til gæstede hovedstaden. Hun fortalte, at kong Christian betalte rejsen, og at hun blev modtaget med fuldt honnør. Ja, majestæten sendte sågar en tjener ned for at møde hende, når han fra slotsvinduet så hende komme. Både kronprinsen og statsminister Estrup blev tilkaldt for at underholde hende. Engang da hun blev syg under besøget i hovedstaden og blev indlagt på Frederiks Hospital, gav kongen ordre til, at hun skulle plejes bedre end de andre patienter. Overlægen, en professor, var ubehøvlet nok til at sidde denne befaling overhørig. Da det kom til kongens kundskab, at han ikke gjorde spor forskel, blev kongen vred. ”Professoren har spist mangen god bid brød ved mit bord”, sagde han, ”så han kunne godt vise sig lidt mere omhyggelig over for 'en af vore egne!'”. Siden den tid blev professoren ikke bedt til et eneste bal på Amalienborg. En lige så fortjent straf fik pastor H. P. Malmstrøm i Børglum, skønt hans bedstefar var biskop i Viborg. Han havde afvist en klage fra de tre særlinge over deres landsbybørns trolddomskunster med den besynderlige motivering, at hekseriet ikke sorterede under ham. Under sit næste visit i København indberettede Juliane sagen for kongen og henstillede, at præsten blev forflyttet. Da hun var nået frem til dette ønske, blev kongen pludselig tavs. ”Da blev a ræd”, sagde Juliane, ”for a var bange for, a havde forlangt for meget. Men aldrig så snart var a kommen hjem, før a så i avisen, at den gode Malmstrøm var flyttet til en hel anden egn!” Om det er sandt vides ikke, men han var i hvert fald kun præst i Børglum i seks år 1872 til 1878. Disse reportager fra hoffet er næsten for gode til at være sande. Gravede man dybt i arkivalierne fra Amalienborg, kunne det være spændende, om korrespondancen mellem Juliane Marie og kongehuset findes. Brevene til de skiftende konger er i hvert fald rigtige nok. Det kan heller ikke bestrides, at Juliane hvert år drog til hovedstaden, noget der dengang var mere end usædvanligt for folk i hendes stilling og hendes nabolag. Om det var for at gæste kongen, eller om hun havde ærinde på for eksempel fødselsstiftelsen, er der ingen sikre efterretninger om. Hun rejste alene. Hendes spor forsvandt ved Aalborgbåden, rutebåden, som sejlede fra Aalborg til København hver aften fra 1800- tallet og indtil 1970. Der var ingen, som på noget tidspunkt udspionerede hende. Man sagde, at en af hendes bedstemors slægtninge drev beværtning i Holmensgade. Hos ham opholdt hun sig, når hun ikke var på Amalienborg. Københavnerinden, som farmoderen blev kaldt, havde farfaderen hjemført til Furreby fra hovedstaden, da han var sømand. Om bedstemoderen var sømandsludder fra Nyhavn, som det blev påstået og bekræftet af sognets præst, der ærligt vedgik, at han kendte hende fra hovedstaden, får vi nok aldrig at vide. Men derfor kunne hun naturligvis godt være af kongelig byrd.