Troldfolket i Furreny

8 Deres landbrug var også noget for sig selv, det var lige så aparte som alt andet, de bedrev. Dyrene var de gode imod. Dog kunne naboerne forhekse køerne, så de ikke ville give mælk, grisene, så de ikke trivedes, og fårene, så de ikke blev med lam og kun gav lidt uld. De havde også en ko, som de med trisser hejsede op fra gulvet i stalden, når den skulle malkes, idet de mente, at naboen Peder Kodal stak koen med en syl op gennem det lerstampede gulv. Men ved en lejlighed, hvor troldfolket ikke var hjemme, bad de strandfoged Anton Steensen om at malke koen og instruerede ham i at hejse koen op fra gulvet, når han malkede den. Strandfogden malkede koen stående på gulvet, uden at der skete noget, hvilket forundrede troldfolket, da de kom hjem og spurgte til malkningen af koen. At de ikke havde så mange afgrøder på marken, kunne naboerne godt forstå. De såede først længe efter andre folk og fik derfor som regel heller ikke høstet før langt hen på efteråret. Rugen såede de som regel først ved juletid, selv om man normalt sår rug fra midt i september til midt i oktober. Byg såede de ikke, før gøgen kukkede sit 'kuk kuk', som den ofte ikke gør før i juni, og som de opfattede som 'så byg - så byg'. På det tidspunkt var den sandede jord så tør, at sædekornet ikke kunne spire. Deres forklaring på, at kornet ikke spirede og kom op, var, at naboen Peter Kodal tog kornet op af marken. En af naboerne spurgte Peder Thomsen, hvorfor han ikke såede, når jorden var tjenlig til det, og fik det svar, at det gik efter højere ordre. De ventede besked fra kongehuset. Og så var der jo også djævlene og troldene, som forsøgte at ødelægge det for dem. Når de en sjælden gang fik indhøstet før oktober, var både strå og kerner kulsorte, så det siger sig selv, at kornet, de fik på den måde, var alt andet end godt. Det fortælles, at Juliane Marie engang fornærmede en nabo med sin overtroiske snak, så han ikke døde, da man regnede med det. Det var, efter at både Karen Kirstine og Peder var død, at en af naboerne var så syg, at man mente, det var på det sidste med ham. Juliane kom da med et par gode hjemmestrikkede vanter og bad naboen om at tage dem med over på den anden side af graven til hendes broder Peder, da han sikkert gik og frøs om sine fingre dér, som han altid gjorde, mens han levede. Den syge mand blev så vred over dette forlangende, at han kom sig! Juliane fik dog de strikkede vanter med til Pier, da Danmarks første redningsmand døde, idet hun kom over til strandfogedgården med dem, da strandfogdens far, Kren Sti'en, Chresten Steensen, døde den 10. december 1913. Vanterne kom med i kisten, så han kunne afleverede dem på den anden side af døden.