Troldfolket i Furreny

9 Strandfogedgården malet af 'bette Olesen', Christian Olesen der var nabosøn til strandfogedfamilien, hvor Juliane Marie kom med de strikkede vanter til Pier Der var et sted, der var tabu for andre mennesker, og det var deres hus. Her fik ingen lov til at komme ind med det gode. Familien var alt andet end gæstfri. Vovede en nabo sig ind over dørtærsklen, hvad der hændte nogle få gange, kom Juliane farende med udbredte arme: ”Jøses satan tá mæ, Pier, der er fremmede”, hvorpå Pier kom og forhindrede den formastelige i at trænge videre ind i huset. Posten stak avisen, det stedlige højreblad, op under tagskægget. Når et par mand hvert tiende år kom med folketællingslisten, blev de vist ud i laden og fik et skæppemål som skriveunderlag. Engang da hullerne i murene var blevet så store, at en håndværkers hjælp var absolut fornøden, blev en sådan tilkaldt. 'Stakitpisseren' hed han, fordi han havde tilegnet sig en vane, der ellers kendetegner hunde. Han havde en stund fri passage i huset og kom således familiens dagligliv på nært hold. Men særlig pålidelig var han ikke, hvilket mindsker værdien af hans vidnesbyrd. Han fortalte, at de tre søskendes hovednæringsmiddel var brød, dyppet i sirup, og den daglige drik halvt kaffe og halvt sirup. Derimod er det tvivlsomt, om hans beretning om to kister, fyldt med sølvdukater, og et skab, fyldt med seddelpenge, er sand. Så vidt vides, efterlod familien ikke værdier af betydning, da Juliane døde 40 år efter 'stakitpisseren's besøg. Da hullerne i murene var lukket, var de tre søskende endnu stærkere stoppet med beretninger om, hvilke heksekunster landsbyens beboere bedrev. Af de tre søskende døde Karen Kirstine først, nemlig i 1899. Hun skildres som et ualmindelig godt menneske, et krumbøjet kvindfolk, som om søndagen gik pyntelig klædt, men på hverdage var iført en broget dragt, lap på lap af forskellige kulører, en sæk som forklæde og en anden som hovedklæde. Hun sås hyppigt trækkende med husets tre grå køer. Børnene var ondskabsfulde nok til at slå kors i vejens sand foran hende. Så sprang hun med køerne efter sig over grøften, thi kors betød forhekselse.