De spadserede derefter i 16 timer og talte om romantikken. Oehlenschläger gik hjem
til sit logi i Vestergade – ganske tæt på de omsmeltede guldhorn – og skrev digtet
Guldhornene
efter frokost den følgende dag.
Da han viste digtet til Steffens digtet, udbrød denne: "Ei, min Bedste! [...] De er jo
virkelig en Digter!"
Og da historien bekendt, og folk spurgte Steffens, hvorledes han havde fået gjort
Oehlenschläger til digter, svarede han de berømte ord: ”Jeg gav ham til sig selv!”
Digtet viser tydeligt den længsel efter tidligere tider, som hele digtsamlingen bærer
præg af.
Inspirationen fra Steffens ses også i
Aladdin,
historien om den unge gadedreng, der
ender som sultan. Emnet er fra 1001-nats eventyr, de arabiske folkeeventyr, og viser
på samme måde som
Digte 1803
Oehlenschlägers forkærlighed for folkeviser, en
søgen tilbage til folkesjælen.