I sit skuespil bruger Oehlenschläger Aladdin til at illustrere Steffens' genitanke.
Geniet er en person, der er født til storhed, han er med Steffens' ord "det eviges
åbenbaring i det endelige". Han er en person, der rækker ud over sin tid, og geniets
udtrykte billede er Aladdin. I hele stykket dumper lykken ned i hans turban, uden at
han skal gøre noget særligt for det. Hans modstander Noureddin, troldmanden, som
har studeret og arbejdet sig til sin position, kan ikke opnå Aladdins gaver. Han
forsøger at stjæle dem, men kæmper forgæves.
Oehlenschläger stod selv for udgivelsen af indtil flere udgaver af sine samlede værker
i sin levetid.
Men han rettede stadig i sine digte, og især ungdomsdigtene, så de i disse udgaver
mister noget af sin ungdommelige friskhed. Men efter Oehlenschlägers død stod F. L.
Liebenberg for en samlet udgave der minutiøst gengav de oprindelige udgaver og
kommenterede senere rettelser.
På modstående side:
Lars Hansen Portræt af Adam Oehlenschlæger (1841)