Betler ved Templets Dør, et Øre, der selv foredrager, hvad det |33selv
hører. Kun disse to Violinstrøg; thi nu hører jeg Intet mere. Som de i
hiin udødelige Ouverture bryde ud af de dybe Choral-Toner, saaledes
vikle de sig her ud af Støien og Larmen paa Gaden, med en
Aabenbarelses hele Overraskelse. – Det maa dog være her i
Nærheden; thi nu hører jeg de lette Dandsetoner. – Det er altsaa Eder,
ulykkelige Kunstnerpar, jeg skylder denne Glæde. – Den ene af dem
var vel en 17 Aar gammel, iført en grøn Kalmuks-Frakke, med store
Beenknapper. Frakken var meget for stor til ham. Han holdt Violinen
tæt op under Hagen; Kaskjetten var trykket ned i Øinene; hans Haand
var skjult af en Handske uden Fingre, Fingrene røde og blaae af
Kulde. Den Anden var ældre, havde en Chenille paa. Begge vare de
blinde. En lille Pige, som formodentlig ledede dem, stod foran,
puttede sine Hænder ind under Halstørklædet. Vi samledes
efterhaanden nogle Beundrere af disse Toner, et Postbud med sin
Brev-Pakke, en lille Dreng, en Tjenestepige, et Par Sjouere. De
1...,62,63,64,65,66,67,68,69,70,71 73,74,75,76,77,78,79,80,81,82,...110