Page 6 - Tællelyset

Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger
kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod
sig med; thi det vilde lære Livet at kjende - og maaskee derved finde den Plads, hvor
det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om
sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det
kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge
forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene
Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af
Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget
nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, -
men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre - og vrede kastede de Lyset
bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, - de vare bange for at smittes af
den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, - og saa holdt de sig borte.