Page 7 - Tællelyset

Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det
saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab
til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt
dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin
Omgang -, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor
det skulde leve paa Jorden - og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større
blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold
for sig selv - eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. - Det var
ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset
kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart - tværs igjennem den ydre Skal - og der
inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse
Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.