Page 6 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var
dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det
maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid - og
Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smel-
tegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin
blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets
Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang
skulde gaae det igjennem Marv og Been - og "lyse" for det i
Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de
lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa
underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det
vilde lære Livet at kjende - og maaskee derved finde den Plads,
hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om
Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om
Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det
kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for
sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte
større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne
svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af
Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær
Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da
det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, - men endnu
var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre - og
vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, - de vare