Page 7 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa
sig, - og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste
hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det
opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme
det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det
havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee
endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang -, det kunde ikke
fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det
skulde leve paa Jorden - og maaskee ødelægge sig selv og
andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere
det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke
kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv -
eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. - Det
var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset
bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa
klart - tværs igjennem den ydre Skal - og der inden for fandt
det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse
Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet
smæltede i det.
Flammen straalede ud - som Formælingens Glædesfakkel, Alt
blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets
Omgivelser, dets sande Venner - og med Held søgte de nu
Sandheden under Lysets Skue.