Page 13 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Det var en deilig By, og i det deiligste Vertshuus tog han ind,
forlangte de allerbedste Værelser og Mad, som han holdt af, for
nu var han riig da han havde saa mange Penge.
Tjeneren, som skulle pudse hans Støvler, syntes rigtignok, det
vare nogle løierlige gamle Støvler, saadan en riig Herre havde,
men han havde ikke endnu kjøbt sig nye; næste Dag fik han
Støvler at gaae med, og Klæder som vare pæne! Nu var
Soldaten bleven en fornem Herre, og de fortalte ham om al den
Stads, som var i deres By, og om deres Konge, og hvilken
nydelig Prindsesse hans Datter var.
"Hvor kan man faae hende at see?" spurgte Soldaten.
"Hun er slet ikke til at faae at see!" sagde de allesammen,
"hun boer i et stort Kobberslot, med saa mange Mure og Taarne
om! Ingen uden Kongen tør gaae ud og ind til hende, fordi der
er spaaet, at hun skal blive gift med en ganske simpel Soldat,
og det kan Kongen ikke lide!"
"Hende gad jeg nok see!" tænkte Soldaten, men det kunde
han jo slet ikke faae Lov til!
Nu levede han saa lystig, tog paa Comedie, kjørte i Kongens
Have og gav de Fattige saa mange Penge og det var smukt
gjort! han vidste nok fra gamle Dage, hvor slemt det var ikke at
eie en Skilling! - Han var nu riig, havde pæne Klæder, og fik da
saa mange Venner, der Alle sagde, han var en rar En, en rigtig
Cavalier, og det kunde Soldaten godt lide! Men da han hver
Dag gav Penge ud, og fik slet ingen ind igjen, saa havde han
tilsidst ikke meer end to Skillinger tilbage og maatte flytte bort
fra de smukke Værelser, hvor han havde boet, og op paa et lille
bitte Kammer, heelt inde under Taget, selv børste sine Støvler