Page 14 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

og sye paa dem med en Stoppenaal, og ingen af hans Venner
kom til ham, for der vare saa mange Trapper at gaae op ad.
Det var ganske mørk Aften, og han kunde ikke engang kjøbe
sig et Lys, men saa huskede han paa, at der laae en lille Stump i
det Fyrtøi, han havde taget i det hule Træ, hvor Hexen havde
hjulpet ham ned. Han fik Fyrtøiet og Lysestumpen frem, men
lige i det han slog Ild og Gnisterne fløi fra Flintestenen, sprang
Døren op, og Hunden, der havde Øine saa store, som et Par
Theekopper, og som han havde seet nede under Træet, stod
foran ham og sagde: "Hvad befaler min Herre!"
"Hvad for noget!" sagde Soldaten, "det var jo et moersomt
Fyrtøi, kan jeg saaledes faae, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle
Penge," sagde han til Hunden, og vips var den borte! vips var
den igjen, og holdt en stor Pose fuld af Skillinger i sin Mund.
Nu vidste Soldaten, hvad det var for et deiligt Fyrtøi! slog
han eengang, kom Hunden der sad paa Kisten med
Kobberpengene, slog han to Gange, kom den, som havde
Sølvpenge, og slog han tre Gange, kom den, der havde Guld. -
Nu flyttede Soldaten ned i de smukke Værelser igjen, kom i de
gode Klæder, og saa kiendte strax alle Venner ham, og de holdt
saa meget af ham.
Saa tænkte han engang : det er dog noget løierligt noget, at
man ikke maa faae den Prindsesse at see! hun skal være saa
deilig, sige de allesammen! men hvad kan det hjælpe, naar hun
skal alletider sidde inde i det store Kobberslot med de mange
Taarne. - Kan jeg da slet ikke faae hende at see? - Hvor er nu
mit Fyrtøi! og saa slog han Ild, og vips kom Hunden med Øine
saa store som Theekopper.