Page 103 - ENTEN ELLER

skummer nærved at styrte, da synes jeg, at jeg ikke kommer af Stedet.
Ene er jeg, det har jeg altid været; forladt, ikke af Menneskene, det
vilde ikke smerte mig, men af Glædens lykkelige Genier, der i talrig
Skare omringede mig, der overalt traf Bekjendte, overalt viste mig en
Leilighed. Som en beruset Mand samler Ungdommens kaade
Vrimmel om sig, saaledes flokkedes de om mig, Glædens Alfer, og
mit Smiil gjaldt dem. Min Sjæl har tabt Muligheden. Skulde jeg
ønske mig Noget, da vilde jeg ikke ønske mig Rigdom eller Magt,
men Mulighedens Lidenskab, det Øie, der overalt evigt ungt, evigt
brændende seer Muligheden. Nydelsen skuffer, Muligheden ikke. Og
hvilken Viin er saa skummende, hvilken saa duftende, hvilken saa
berusende!
* *
*