Page 93 - ENTEN ELLER

kunne adsprede mig? Ja hvis jeg fik en Trofasthed at see, der bestod
enhver Prøvelse, en Begeistring, der bar Alt; en Tro, der flyttede
Bjerge; hvis jeg fornam en Tanke, der forbandt det Endelige og det
Uendelige. Men min Sjæls giftige Tvivl fortærer Alt. Min Sjæl er som
det døde Hav, over hvilket ingen Fugl kan flyve; naar den er kommen
midtveis, synker den mat ned i Død og Undergang.
* *
*
Forunderligt! med hvilken tvetydig Angst, for at tabe og beholde,
hænger dog Mennesket fast ved dette Liv. Stundom har jeg tænkt paa
at gjøre et afgjørende Skridt, mod hvilket alle mine foregaaende kun
var Barnestreger – at tiltræde den store Opdagelses-Reise. Som et
Skib, naar det løber af Stabelen, hilses med Kanonskud, saaledes
vilde jeg hilse mig selv. Og dog. Er det Mod jeg mangler? Hvis en