Page 17 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kjedeligt, og saa
sagde de til ham; imorgen skal du hænges. Det var ikke
morsomt at høre, og sit Fyrtøi havde han glemt hjemme paa
Vertshuset. Om Morgenen kunde han mellem Jernstængerne i
det lille Vindue see Folk skynde sig ud af Byen, for at see ham
hænges. Han hørte Trommerne og saae Soldaterne marchere.
Alle Mennesker løb afsted; der var ogsaa en Skomagerdreng
med Skjødskind og Tøfler paa, han travede saadan i Gallop, at
hans ene Tøffel fløi af og lige hen mod Muren hvor Soldaten
sad og kigede ud mellem Jernstængerne.
"Ei, du Skomagerdreng! Du skal ikke have saadant et
Hastværk," sagde Soldaten til ham, "der bliver ikke noget af,
før jeg kommer! men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet,
og hente mig mit Fyrtøi, saa skal Du faae fire Skilling! men Du
maa tage Benene med Dig!" Skomagerdrengen vilde gjerne
have de fire Skilling, og pilede afsted hen efter Fyrtøiet, gav
Soldaten det, og - ja nu skal vi faae at høre!
Udenfor Byen var der muret en stor Galge, rundt om stod
Soldaterne og mange hundrede tusinde Mennesker. Kongen og
Dronningen sad paa en deilig Throne lige over for Dommeren
og det hele Raad.
Soldaten stod allerede oppe paa Stigen, men da de vilde slaae
Strikken om hans Hals, sagde han, at man jo altid tillod en
Synder før han udstod sin Straf, at faae et uskyldigt Ønske
opfyldt. Han vilde saa gjerne ryge en Pibe Tobak, det var jo
den sidste Pibe han fik i denne Verden.
Det vilde nu Kongen ikke sige nei til, og saa tog Soldaten sit
Fyrtøi og slog Ild, een, to, tre! og der stod alle Hundene, den
med Øine saa store som Theekopper, den med Øine som et
Møllehjul og den, der havde Øine saa store som Rundetaarn!