Page 23 - De vise mænds brønd

”De tre vise havde ikke gået langt, før det faldt dem ind, at de var gået vild
og ikke havde fulgt stjernen rigtigt,“ vedblev tørken. ,,Og de vendte deres
blik opad for atter at finde stjernen og den rette vej. Men da var stjernen,
som de havde fulgt lige fra Østerland, forsvundet fra himlen.“
De tre fremmede gjorde en heftig bevægelse, og deres ansigter udtrykte
dyb smerte.
,,Hvad der nu skete,“ vedblev fortællersken, ,,er efter menneskelig ansku-
else måske en glæde. Vist er det, at da de tre mænd ikke mere så stjernen,
forstod de straks, at de havde syndet mod Gud, og det gik med dem,“
vedblev tørken med en gysen, ,,som det går med jorden i høst, når de
vældige regnskyl begynder. De bævede af skræk som for lyn og torden,
deres indre blødgjordes, og ydmygheden skød op som grønt græs i deres
sind.