Page 17 - De vise mænds brønd

Thi nu udbredte sig foran dem den store, tørre, dejlige ørken, som men-
neskene afskyr. Da så de, at den ny stjerne kastede en smal lysstribe hen
over ørkensandet, og de vandrede fortrøstningsfuldt fremad med stjernen
som vejviser.
Hele natten vandrede de over den store, vide sandslette, og under hele
deres vandring taltede om den nyfødte konge, hvem de ville finde sovende
i en vugge af guld, legende med ædelstene. De kortede nattens timer ved at
tale om, hvorledes de ville træde frem for hans fader kongen og hans
moder dronningen og sige dem, at himlen forjættede deres søn magt og
styrke og skønhed og lykke, større end Salomons.
De følte sig opfyldt af stolthed over, at de var kaldede af Gud til at se
stjernen. De sagde til hinanden, at den nyfødtes forældre umuligt kunne
lønne dem med mindre end tyve punge guld; ja, måske ville de give dem
så meget, at de aldrig mere skulle føle fattigdommens byrde.