Page 6 - De vise mænds brønd

Da hun var kommet omtrent havvejs, fik hun øje på de vise mænds brønd,
som ligger der ved vejkanten, og hun opdagede straks, at den var lige ved
at tørre ud. Tørken satte sig på brøndens rand, der er dannet af en eneste
stor, udhulet sten, og så ned i brønden. Det blanke vandspejl, der ellers
plejede at stå helt oppe ved randen, var sunket dybt ned, og slimet grønt og
mudder fra bunden gjorde det urent og uklart.
Da brønden så tørkens fortørrede ansigt tegne sig på dens matte spejl, løb
der et angstens gys henover den.
,,]eg gad vidst, når det kan være ude med dig,“ sagde tørken. ,,Du kan vel
ikke opdage en eller anden vandåre dernede i dybet, som kan give dig nyt
liv. Og regn kan der gud ske lov ikke være tale om før om to, tre måneder.“
,,Du kan være ganske rolig,“ sukkede brønden. ,,Mig kan ingenting hjælpe.
Det måtte da være en kilde fra selve paradiset.“