Page 7 - De vise mænds brønd

,,Så vil jeg ikke forlade dig, før alt er forbi,“ sagde tørken. Hun så, at den
gamle brønd var på sit yderste, og nu ville hun have den glæde at se den dø
bort dråbe for dråbe. Hun satte sig velbehageligt til rette på brøndkanten
og glædede sig ved at høre, hvor vandet sukkede dernede i dybet. Det var
hende også til stor trøst og lise at se tørstige vandringsmænd slæbe sig hen
til brønden, sænke spanden ned og drage den op igen med nogle dråber
mudret vand på bunden.
Sådan gik hele dagen, og da mørket faldt på, så tørken atter ned i brønden.
Der blinkede endnu lidt vand dernede. ,,Jeg bliver her natten over,“ råbte
hun. ,,Forhast dig ikke. Når det bliver så lyst, at jeg kan se ned i dig igen,
er jeg sikker på, det er ude med dig.“
Tørken satte sig på brøndkanten, mens den hede nat, der føltes endnu mere
pinefuld og ubarmhjertig end dagen, sænkede sig over jødeland. Hunde og
sjakaler tudede uophøfligt, og tørstige køer og æsler svarede dem fra de