Page 8 - De vise mænds brønd

ophedede stalde. Når vinden undertiden rørte sig, bragte den ingen svaling,
men var hed og lummer som et stort, sovende uhyres gispende åndedræt.
Men stjernerne tindrede med den allerskønneste glans; en lille blank
nymåne kastede et skønt, blågrønt lys over de grå høje. Og ved dens skin
så tørken en stor karavane komme dragende op imod den høj, hvor de vise
mænds brønd lå.
Tørken sad og så på det lange tog og glædede sig på ny ved tanken om al
den tørst, der stundede mod brønden, og som ikke ville finde en dråbe
vand, at læske sig med. Der kom så mange dyr og førere, at de kunnehave
tømt brønden, selv om den havde været helt fuld. På een gang fik hun en
fornemmelse af, at der var noget underligt, noget spøgelsesagtigt ved
denne karavane, der kom dragende frem igennem. natten. Alle kamelerne
kom først til syne på en høj, der ragede op ved synskredsens rand - det så
ud, som om de kom ned fra himlen. I månelyset så de langt større ud end