Page 973 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Liv og Velfærd som over deres eget. Bugislav skjønnede så
meget på denne Godhed, at han fik Venderne gjort venlig
stemte over for Danskerne, så at Absalon fik den Løn, han
ved sin smukke Handlemåde havde fortjent. Da Bugislav
vågnede om Morgenen og fik Øje på Mændene, der havde
våget over ham, priste han Danskerne for deres Trofasthed
og sagde, idet han berømmede dem i de højeste Toner, at
han var mere glad over den Opmærksomhed, Absalon havde
vist ham, end bedrøvet over, at han havde måttet give
Afkald på sit Land. Derpå blev han ført tilbage til det Sted,
hvor hans Krigsfolk ventede på ham, og Dagen efter kom
han igjen med de fornemste vendiske Adelsmænd, kastede
sig tillige med sin Hustru og sine Børn for Kongens Fødder
og bad ydmygt om Forladelse for det langvarige Oprør, han
havde anstiftet, og efter at han dels havde stillet og dels
lovet at ville stille Gisler, undså han sig ikke ved at tage det
Land, hans Forfædre havde ejet, som Len, så at han for
Fremtiden måtte takke en andens Gunst og Nåde for det, der
var gået i Arv til ham. Kongen ynkedes over denne Fyrste,
som Nøden havde drevet så vidt, og syntes, at han nu var
straffet hårdt nok, hvorfor han rejste ham op og sagde, at
han hellere vilde skjænke ham Herredømmet over Landet
end indlemme det i sit Rige. Og ikke mindre rørtes Kongen
over Bugislavs Sønner, der på mødrene Side var hans
Frænder.
Således opnåede Knud med ringe Ulejlighed at underlægge
sig Venden, hvilket ikke var lykkedes Valdemar til Trods for
hans stadige Anstrængelser, så at Lykken var hans Våben
endnu gunstigere, end den havde været hans Faders. I
samme Stund tørnede vældige Skymasser sammen på
Himlen, og der lød så vældige Tordenskrald, at både
Danskerne og Venderne forfærdedes derover. Dette holdt
spådomskløgtige Folk for et Varsel om det vendiske Riges
-967-