de ikke tog i Betænkning at ro ind til Pælene, springe i
Vandet og vade videre frem, skjønt Byfolkene på nært Hold
overdængede dem med deres Kastespyd og skjød på
Skibene længere ude med deres Blider, så at det gjaldt om at
undgå de vældige Stenkast, thi at værge sig imod dem ved at
bøde for sig lod sig ikke gjøre. Skibene var derfor i en
vanskelig og farlig Stilling, thi de lå tæt sammen, og
Stenene, der blev udslynget imod dem, var overmåde store,
man måtte stadig sno og dreje sig for at gå Ram forbi, thi
Våben og Værge kunde ikke hjælpe til at undgå
Blidekastene. Da Absalon var gået midt ud på sit Skib, hvor
han ved stadig at vende sig undgik Stenene, fik en Vender
Øje på hans Skjoldmærke, hvorfor han gav dem, der stod for
Blidekastningen et Vink, pegede på ham og sagde, at ham
skulde de skyde på. Så var der en, som spurgte Absalon, om
han lagde Mærke til, at Venderen pegede på ham, hvortil
han svarede, at han nok så', i hvor høj Grad hans Liv lå ham
på Sinde, ved hvilket skjemtefulde Svar han på én Gang
sigtede både til Fjenden og den, der advarede ham. Det kan
man kalde en uforfærdet Mand, som, medens hans Liv står
på Spil, kan skjemte med Faren! Således får man, når Nøden
er størst, de sikreste Beviser på en Mands Tapperhed og
Bestandighed.
Da man ingen Vegne kom med at tage Byen med Storm,
fandt Esbern på en anden Måde at angribe den på. Han lod
nemlig et usædvanlig stort Skib fylde med forskjellige
brændbare Sager og drive for Vinden ind imod det Sted af
Muren, der var lettest at stikke i Brand, men det stødle på en
Pæl, der var skjult under Vandet, og brændte helt op med alt
det Tømmer, der var derpå, uden at tilføje Byfolkene nogen
Skade, så at denne ubetydelige Pæl gjorde det af med Håbet
om en stor Sejr, og en så ringe Tilfældighed friede Fjenderne
fra den truende Undergang.
-958-