Imidlertid pønsede Bugislav på, hvorledes han med Svig
skulde hævne den Tort, der var overgået ham, og begjærede
under Påskud af, at han vilde slutte Fred, ved sine
Sendemænd en Samtale med Absalon og begav sig derpå
med en stor Skare Ryttere til det fastsatte Mødested. Da
Absalon kom ham i Møde med to Skibe, bad han ham om at
gå i Land, de kunde bekvemmere tales ved i et Telt end om
Bord på et Skib, sagde han. Da Absalon for at efterkomme
hans Anmodning vilde gå fra Borde, lykkedes det dog en
højbåren Nordmand ved Navn Erling at holde ham tilbage
ved at fortælle ham en fæl Drøm, han havde haft, og
forudsige ham, at Fjenderne ganske sikkert vilde svige ham,
i Fald han gav sit Liv i deres Vold. Absalon lyttede til hans
Ord som til en Advarsel, Himlen på en underfuld Måde
havde ladet ham blive til Del, og da Bugislav igjen
opfordrede ham til at komme til ham, svarede han, at en
Ærkebiskop var mere end en Hertug, og at det ikke
sømmede sig, at den, der var højest på Strå, søgte sin
Undermand. Således berøvede han ved at foreholde ham
hans ringere Stand sin Fjende Lejligheden til at øve Svig
imod sig. Bugislav brød da pludselig op igjen under Påskud
af, at der var ham for trangt om Bord på Skibet, og røbede
således, at han virkelig pønsede på Svig, thi medens han
ellers altid plejede at søge Absalon på hans Skib, skyede han
det nu, slagen af sin onde Samvittighed, som et Sted hvor
Døden hang ham over Hovedet. Absalon begav sig atter ud
til Flåden, glad over, at han havde fæstet mere Lid til Erlings
Drøm end til Fjenden.
Danskerne havde imidlertid besluttet at hærje Landet,
hvilket de holdt for rådeligere end at ødelægge en enkelt By,
og da de nu havde Vanskelighed ved at komme over den
smalle Bro, angreb Byfolkene dem med en Mængde
Småskuder. Absalon og Kongen sendte strax nogle
Bueskytter, som drev dem tilbage, hvorpå de lagde ind til
-959-
1...,955,956,957,958,959,960,961,962,963,964 966,967,968,969,970,971,972,973,974,975,...976