men også Fodfolkene, der måtte slæbe på Levnedsmidlerne,
så udmattede, at deres Kræfter svigtede dem. Enden på det
blev, at de måtte vende om og på Flåden gå tilbage til Julin.
Kongen besluttede nu at angribe Camin, idet han foretrak at
komme uventet over den frem for at angribe den åbenlyst,
og med stedkjendte Vejvisere rykkede han under store
Vanskeligheder hurtig frem igjennem ukjendte og uvejbare
Skove. Adskillige fo'r vild; kun Sjællandsfarerne og
Skåningerne, som havde Rygboer til Vejvisere, nåede under
Anførsel af Absalons Søstersøn Alexander frem til Camin ad
den lige og korteste Vej og vilde have indtaget Byen, hvis de
ikke havde varskoet Indbyggerne ved at brænde Gårde af på
Vejen. Da Bugislav, som just på den Tid opholdt sig der i
Byen, så', hvor få de var, besluttede han at angribe dem med
en stor Styrke. Esbern, som havde Øvelse og Erfaring i den
Slags Ting, opfordrede Danskerne til at fly på Skrømt for at
lokke Fjenderne så meget længer bort fra Byen, og de
forfulgte da også længe de flygtende. Til sidst gik det
imidlertid op for Bugislav, at det var et Krigspuds, og han
kaldte da sine Folk, som var komne i fuld Uorden ved at
løbe efter Danskerne, tilbage og overøste dem med
Bebrejdelser, fordi de i deres Uforsigtighed havde vovet sig
så langt bort fra Byen. Da Esbern så' det, kastede han
Masken, opgav den forstilte Flugt og vendte sine Bannere
imod Fjenden, og så vidt bragte han det, at Bugislav sprang
af sin Hest og med Angst og Bæven flygtede ind i Byen
igjen og søgte at bjærge sig ved sin Fodraphed, da han ikke
turde stole på, at han kunde gjøre det med sine Våben eller
ved Hjælp af sin Hest. Alexander førte derpå sit Banner ind
ad Byens Port, og der var ingen, som drev ham tilbage, thi
Fjenderne var så betagne af Skræk at de ikke engang turde
værge deres Port mod Angreb. De danske Ungersvende lod
sig nøje med den Ære, de herved indlagde sig, lagde i
Bevidstheden om deres ringe Antal Bånd på deres Mod og
foretrak lidt efter lidt at trække sig tilbage i samlet
-964-