Page 969 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Peenefloden. Der måtte de ligge længe på Grund af en
voldsom Storm, og imens skikkede Bugislav Sendemænd til
ham for at bede om Fred, som han dog ikke tilstod ham,
skjønt han var nødt til at rejse hjem, da Levnedsmidlerne var
ved at slippe op.
Efter at have tilbragt Vinteren hjemme lagde Kongen igjen
med en stor Flåde ind i Swinemünde og ødelagde
Groteswin. Da Jarimar hørte Fjendernes Krigslur og vilde
melde Kongen, at de var under Fremrykning, forbød
Absalon ham at gjøre det, førend han så' dem for sine Øjne,
og han sagde da, at så var det en vanskelig Sag, han havde
påtaget sig, thi hvis hans Forbundsfæller som Følge af, at
han tav, uventet blev ramte af en Ulykke, vilde man lægge
ham til Last, at han ikke havde passet ordentlig på, og hvis
han forhastede sig med at bringe Bud, kunde han få Ord for
at være fejg, så hvis han kom for tidlig med sit Bud, fik han
Skam af det, og tøvede han for længe, fik han Ord for at
være efterladende. Danskerne var kun lidet fornøjede med
det Bytte, de gjorde der på Egnen, og Rygtet om de
pomerske Rigdomme lokkede dem; de skulde, hed det sig,
være overmåde store, og ingen havde været i Lag med dem
før. Der var ingen, som fandt det vanskeligt at give sig ud på
Tog så langvejs bort, og skjønt det blev sagt dem i Forvejen,
at de vilde komme til at døje ondt, lide Sult og være nødte til
at drage igjennem øde Egne, fik Begjærligheden efter Bytte
Overtaget over Frygten for de Farer, der ventede dem. Det
hed sig, at Befolkningen var fejg og kvindagtig, og at der
kun fandtes få Byer og Våben i Landet, og da Danskerne var
vante til, at Lykken føjede sig efter dem, brændte de af
Begjærlighed efter at komme af Sted i Håb om, at de, som
havde gjort så mange heldige Tog, også denne Gang vilde
have Lykken med sig. Da der undervejs ingen
Levnedsmidler var at få, blev ikke blot de belæssede Heste,
-963-