Page 971 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Slagorden frem for yderligere at fortrædige Byen. Efter at de
unge havde foretaget dette Angreb, kom Kongen til med
Resten af Hæren. Han stod af Hesten tæt ved Muren for nøje
at undersøge, hvorledes den lettest kunde tages, men da han
igjen havde siddet op og ladet sine Bannere plante rundt om
Volden, kom Klerkerne i højtideligt Optog ud til ham med
deres Relikvier og på bare Ben som Tegn på, hvor
sønderknuste og sorrigfulde de var, faldt på Knæ for ham og
bad ham, idet de mindede ham om hans fromme Fader, om
dog at skåne Kirkerne og ikke brænde Guds Huse sammen
med Menneskenes; de besvor ham om ikke at rase så grumt
imod Fjenderne, at han lod de til Guds Tjeneste indviede
Bygninger gå op i Luer, thi ved en så afskyelig Misgjerning
vilde han forspilde al den Fortjeneste, både han selv og hans
Forfædre havde indlagt sig. De tilføjede, at Bugislav
krævede sikkert Lejde, så at han trygt kunde begive sig ud
til Kongen. Hertil svarede Knud, at det var hans Agt at
kriges med Mennesker, men ikke med Gud, og at så sandt
den Krig, han førte, var en retfærdig Krig, skulde den ikke
besmittes med Helligbrøde. Da Klerkerne så sagde, at i Fald
han brændte den Del af Byen, der lå uden for Murene, vilde
de Kirker, der lå imellem Husene, også gå op i Luer sammen
med dem, lod han for deres Bønners Skyld sin Vrede fare og
vilde hellere lade Fjendernes Huse ligge urørte end
ødelægge Gudshusene sammen med dem. Glade blev de, da
han således for deres Bønners Skyld lovede at skåne Byen,
og efter at have takket ham for denne Velgjerning gik de
bort, idet de gav deres Fryd Luft i en from Sang.
Da Bugislav havde fået Tilsagn om, hvad han bad om, søgte
han Absalon og bad ham om at møde ham næste Dag tillige
med Jarimar, thi han vilde have dem til at mægle Fred
imellem sig og Kongen, eftersom han i så mange Samtaler
havde fornummet, at de var hans Venner. Absalon, som
-965-