Page 972 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

mente, at han snarere pønsede på Svig end sagde sin
oprigtige Mening, erklærede, at han ikke vilde gå i Forbøn
for ham på anden Måde, end at Egnen skulde hærjes med
Ild, for at det ikke skulde hedde sig, at de havde draget så
lang en Vej for til sidst at lade sig holde for Nar. Bugislav
svarede, at intet af, hvad der lå uden for Murene, hørte ham
til, men bad om, at Kirkerne og for deres Skyld de Huse, der
lå i Nærheden af dem, måtte blive skånede. Den Begjæring
blev tilstået ham, og Resten af Dagen gik med til på det
grummeste at ødelægge de omliggende Landsbyer. Som
Følge af de Ulykker og Farer, der truede ham, turde
Bugislav ikke undlade at holde sit Løfte og indfinde sig til
den fastsatte Tid, og Absalon og Jarimar gav ham da Hånden
og førte ham til Kongen. Det blev vedtaget, at han skulde
betale en stor Sum Penge i Bøde, og han kunde kun opnå
Fred på de Vilkår, at han skulde tage sit Land, som han hidtil
havde haft som Fædrenearv, til Len af Kongen og ombytte
sin Frihed med Trældom, idet han ligesom Rygboerne
skulde svare Skat. Til Bekræftelse på denne Overenskomst
lovede han at stille Gisler, og derpå gik han bort ledsaget af
de samme, der havde ført ham did. For at han ikke skulde
skilles fra dem, uden at der var bleven gjort nogen Stads af
ham, gjorde Absalon et Gilde for ham og sine Venner, og
ved det drak han så overstadig og blev så magtes- og
sanseløs, at man knapt skulde tro, han var ved sine fulde
fem. Under dette umådelige Drikkeri glemte han den
Værdighed, der var bleven ham berøvet, og i Steden for at
græde over den Trældom, han var kommen i, glædede han
sig, som om han endnu stadig var en fri Mand. Da han
omsider var bleven helt døddrukken, blev han båren fra
Skibet hen i et Telt, og Absalon bød fyrretyve væbnede
Mænd at holde Vagt uden for Indgangen til Teltet og passe
på, at der ikke tilstødte ham noget i Løbet af Natten. I den
Grad omhyggelige plejer Danskerne at være for, at deres
Gjæster ikke skal komme noget til, at de våger over deres
-966-