Page 299 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Tidlig om Morgenen kom en Bondemand, han saae den, gik
ud og slog med sin Træsko Isen i Stykker og bar den saa hjem
til sin Kone. Der blev den livet op.
Børnene vilde lege med den, men Ællingen troede, at de
vilde gjøre den Fortræd, og foer, i Forskrækkelse, lige op i
Melkefadet, saa at Melken skvulpede ud i Stuen; Konen skreg
og slog Hænderne i Veiret, og da fløi den i Truget, hvor
Smørret var, og saa ned i Meeltønden og op igjen; naa hvor den
kom til at see ud! og Konen skreg og slog efter den med
Ildklemmen, og Børnene løbe hinanden overende for at fange
Ællingen, og de loe, og de skrege! - godt var det, at Døren stod
aaben, ud foer den imellem Buskene i den nysfaldne Snee - der
laae den, ligesom i Dvale.
Men det vilde blive altfor bedrøveligt at fortælle al den Nød
og Elendighed, den maatte prøve i den haarde Vinter - - den
laae i Mosen mellem Rørene, da Solen igjen begyndte at skinne
varmt; Lærkerne sang - det var deiligt Foraar.
Da løftede den paa eengang sine Vinger, de bruste stærkere
end før og bare den kraftigt afsted; og før den ret vidste det, var
den i en stor Have, hvor Æbletræerne stode i Blomster, hvor
Sirenerne duftede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned
imod de bugtede Canaler! O her var saa deiligt, saa
foraarsfriskt! og lige foran, ud af Tykningen, kom tre deilige,
hvide Svaner; de bruste med Fjerene og fløde saa let paa
Vandet. Ællingen kjendte de prægtige Dyr og blev betagen af
en forunderlig Sørgmodighed.
"Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige Fugle! og de vil
hugge mig ihjel, fordi jeg, der er saa styg, tør nærme mig dem!