Page 294 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

var en Forskrækkelse for den stakkels Ælling, den dreiede
Hovedet om for at faae det under Vingen, og lige i det samme
stod tæt ved den en frygtelig stor Hund, Tungen hang ham
langt ud af Halsen, og Øinene skinnede grueligt fælt; han satte
sit Gab lige ned imod Ællingen, viste de skarpe Tænder - - og
pladsk! pladsk! gik han igjen uden at tage den.
"O Gud skee Lov!" sukkede Ællingen, "jeg er saa styg, at
selv Hunden ikke gider bide mig!"
Og saa laae den ganske stille, mens Haglene susede i Sivene,
og det knaldede Skud paa Skud.
Først langt ud paa Dagen blev der stille, men den stakkels
Unge turde endnu ikke reise sig, den ventede flere Timer
endnu, før den saae sig om, og saa skyndte den sig afsted fra
Mosen, alt hvad den kunde; den løb over Mark og over Eng,
det var en Blæst, saa at den havde haardt ved at komme afsted.
Mod Aften naaede den et fattigt lille Bondehuus; det var saa
elendigt, at det ikke selv vidste til hvad Side det vilde falde, og
saa blev det staaende. Blæsten susede saaledes om Ællingen, at
han maatte sætte sig paa Halen for at holde imod; og det blev
værre og værre; da mærkede han, at Døren var gaaet af det ene
Hængsel, og hang saa skjævt, at han igjennem Sprækken kunde
smutte ind i Stuen, og det gjorde han.
Her boede en gammel Kone med sin Kat og sin Høne, og
Katten, som hun kaldte Sønneke, kunde skyde Ryg og spinde,
han gnistrede saagar, men saa maatte man stryge ham mod
Haarene; Hønen havde ganske smaae lave Been, og derfor
kaldtes den "Kykkelilavbeen;" den lagde godt Æg, og Konen
holdt af den, som af sit eget Barn.